90
Løfte om Regn.
Her fandt de Læ og Føde, Hvil for den matte Krop, her blev de, til de døde, som Bi, der er slidt op.
Som deres hendes Verden, -- en Lykke ikkun tynd; som deres hendes Færden i Kredsgang om en Brønd!
Sin tynde Haand hun rakte ud mod dens Ramme graa; hun kunde lige magte at lægge den derpaa.
Dybt nede mellem store, ringsatte Kampesten der laa den stille Kilde, fredhellig og ren.
Et stort, tungsindigt Øje saa oldingfjernt paa Syn; aarhundredgammelt Mosset hang over som Bryn.
Engang i Fortids Ælde var Kilden tryllet frem for siden tavs at vælde som Midtpunkt for et Hjem.
Et Hjem, et Hjem! et fattigt og dog et helligt Navn, en lille grønnende Verden med tusinde Haab og Savn.
Og Kilden i Hjemmets Midte -- som Draaben paa Blomstens Bund -- den læsked, uden at fritte, hver Dyre- og Menneskemund.
Herhen kom -- lige fra Ploven -- med Sved under Bringetøj, med brudte Hudpletter paa Boven det gamle, udslidte Øg.
Og Føllet, som blot skal sig øve og endnu ej ved, om det tør, men finder det voxent at prøve det samme, som Moderen gjør --
Hvor higed hun, Koen, mod Aften, herhen mod det blinkende Trug, naar Føden og Mælken og Kraften udspiled Yver og Bug!
Og Faaret fra solsveden Ager, og Studen, som kjørnede Byg, hver kom de saa hul og saa mager, men gik som en Tromme saa tyk.
Saa blev den saa mild en Trøster ej bare for Hors og Ko, en god, forbarmende Søster for alt i Mark som paa Lo.
Om Høg slog ned over Lærke, og Vingen var ej for sen, den Svage fandt Skjul mod den Stærke i Brøndens mossede Sten.
Og Barnet, det klynkende spæde, blev døbt i Treenigheds Navn i Vand, som med Spil