Enkens søn

lavmælt og dæmpet--som om de var bange for at vække en, der sov--og hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for Pavser.

* * * * *

Længe var Priorinden nu om sine Breve til Otto Heinrich. Hun sendte ham ingen Bebrejdelser. Men der var som en sammenpresset Angest over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad.

Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit.

Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.

Som hun ældedes for Resten, Frøken von Salzen--hun gik altid med to Stokke nu.

Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden--"den Ungdom"--begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen.

En Morgen--Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar--vækkede Pigen Priorinden meget tidlig.