Jan van Huysums Blomsterstykke

paniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»

Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken.

Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!»

Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Nat