Den engelske Lods

hvidnet Haar--
deres foraarsløse Sommers
visne Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte

blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til _Perdu'et_ atter lød.
Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,

overstrøede
med _bijoux_ og Braceletter
(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
_O, his Lordship and her Grace,_
trinende i en Française!)
vandred Tyveaarsskeletter

om som Døde
paa de straalende Banketter,

paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de høifornemme Gjæster,

mylrende i Hundretal,